Skoletjenesten i

Jernalderlandsbyen Odins Odense

 

Vi har i skoletjenesten i Jernalderlandsbyen Odins Odense udbygget vores eksisterende læringstilbud med nye forløb og spændende tiltag.

Vi kan nu tilbyde forløb, der er særlig tænkt til at favne udskolingen med inddragelse af samfundsfag og et højere historiefagligt niveau. Men, med enkelte undtagelser, kan alle vores undervisningstilbud fortsat tilrettelægges til alle aldersgrupper. Har I ønsker til særlig tilrettelagt undervisning, så ring eller skriv til os og hør, hvad vi har at byde på.

I skoletjenesten har vi som mål at styrke elevernes bevidsthed om, at deres moderne liv bygger på mange generationers kærlighed og hårde arbejde - at mennesket er historieskabt såvel som historieskabende. Alle vore undervisningsforløb dækker en række læringsmål, der sætter forhistorien i perspektiv, bidrager til elevernes begrebsverden og udvider deres fagsprog og kildekendskab. Undervisningsformen er dialogbaseret og procesorienteret og der veksles mellem forskellige pædagogiske greb så som gruppearbejde, historiefortælling, mødet med autentiske genstande og praktiske aktiviteter, hvorved de forskellige læringsstile tilgodeses.